Carla Chloe's Blog

I begyndelsen af aftenen var der kun én. Én flaske hvidvin. Men trods et driverliv med en formidabel pause midt i arbejdstiden på teatret, gik det som bekendt galt alligevel. Carla skulle selvfølgelig drikke hurtigt, og hvis ikke lige så meget som de to kontrollører, så lidt mere. Og hvad skete der? Jeg erhvervede mig en overbevisende beruselse. Og det kan være morderligt svært at finde ud af, hvorledes jeg fik afleveret kassen med pengene, uden at min chef opdagede min åbenlyse brandert. Men afleveret blev den, og kursen blev sat mod min ven R’s lejlighed på Nørrebro. Jeg havde mødt de tre venner han havde på besøg, nogle gange før. Problemet med at være meget fuldere end dem man er i selskab med, er at man fuldstændig mister grebet om, hvem man er, og hvilke normer man gerne burde følge. De tre herrer jeg sad i selskab med, morede sig over mine fiffige historier, og mine skøre indfald (fik idag genfortalt, at jeg havde siddet i et hjørne af sofaen og klappet, mens jeg råbte at de skulle høre hvor hårdt jeg kunne slå mine hænder mod hinanden). Da to danse piger kom forbi denne lille umage samling af mennesker, der ikke kørte i helt samme spor, mistede jeg for alvor grebet. Fik slynget en kommentar ud om, at deres afgangsshow i tivoli, var intet mindre end noget af det værste nogensinde set. Nogle lo, pigerne undlod, jeg drak ud.  Her kunne man have håbet på, at én havde sagt: ”Nej, stop – inden vi kommer for godt i gang, skal vi måske lige hive i nødbremsen”. Men denne tanke undgik min bevidsthed på det allerkraftigeste.

Da vi løb tør for blandingsprodukter, blev jeg sendt i Seven Eleven for at købe sodavand. Havde lige nøjagtig 50 kr. og et lukket dankort. Denne opdagelse fik mig til at gå metalt i spagat, da jeg ellers havde taget både en Lime sodavand, en Zero og en normal cola med til disken.  Da jeg kom tilbage var det ikke just klapsalver jeg modtog fra R, for min beslutning om at vælge lime sodavanden fra, og dermed købe to colaer.  Efter min lille udflugt, gik det kun én vej. Og det var nedad. En gennemtrængende kvalme ramte som kun en gennemtrængende kvalme kan. Husker ikke helt hvad der skete, men turen gik til toilettet, og det i en allerhelvedes fart. Det kan åbenbart være svært at holde igen med de våde varer, når man er uden for eget postnummer, og nu var de altså på retur. R gik forbi toilettet hvor han kom med et solidt fingerpeg om, at mit bræk enferno på toilettet måtte stå for egen rengørings-regning.  Lidt efter lå han selv derude på toiletgulvet, og spulede gulvet med en kraftig bruser. De andre gæster havde røget noget fjolletobak, og lå nu i sofaerne og kyssede. Hjem ville jeg. En venlig sjæl anbefalede mig at tage en taxa. Men jeg havde nu kun 2,50 kr. og et lukket dankort, så jernhesten var min eneste udvej.

I lyskrydset hører jeg mig selv stønne noget i stil med: ”HOLD kæft jeg er fuld!”. Denne udmelding opsnapper min side-cykel-mand, og han giver mig så evigt ret. Vi følges ad, og jeg opdager, at fyren er set før. Jeg har set ham i en musical på Østregasværk ikke længe siden, og nu cykler vi rundt sammen, og taler om den mand, jeg får på besøg lige om lidt. “Prinsen på den hvide hest” havde nemlig meldt sin ankomst i mit berusede liv, der midt på en fredag nat. Næste morgen lavede jeg verdens fattigste morgenmad! Tun og revet gulerod stegt på panden??!!!, æg, og ristet rugbrød med meget smør på. Der blev næppe spist op, men sovet blev der. Han blev liggende i min seng, da jeg måtte forlade ham, til fordel for de optagelser jeg havde foran mig, de næste mange timer. Trods en vild nat, og en mærkbar alkoholindtagelse, gik optagelserne godt, og jeg var intet mindre en henrykt over dygtige folk og dejlig stemning.