Carla Chloe's Blog

Det er jo et nyt år. Jeg er blevet et år ældre, og det kan man jo godt komme til at grine-græde lidt stresset over.. Det har jeg nu ikke lige haft brug for. Men da jeg i mandags stod i Fakta, i noget meget ugyggeligt og skarpt lys, sagde  J, at jeg jo fakisk havde en del smilerynker der krøllede ved øjenkrogene.. Jeg tænkte, at jeg aldrig havde hørt noget så fornærmende, afleveret så mildt og med en så fin barnlig naivitet. MEN,  så var det pludselig som om, at jeg med et trylleslag, fik rigeligt med tid til at grine-græde på en stresset måde. Jeg sagde, at jeg ville smadre ham, og slog ham lidt på jakken..Og så tog vi hjem.. Men vores indkøbs – og øjen poser..

Jeg ønsker mig forresten masser af luksus og masser af lykke og masser af dyner her i 2010. Noget der kan gøre mig rigtig lykkelig, er nemlig, når jeg har husket at lægge mine dyner helt op af radiatoren, så de er temmeligt varme, når jeg skal sove. Og jeg bliver også ret glad, når jeg vågner, og ikke behøver at stå op. Jeg magter så lidt, den elendige fornemmelse, der rammer en, når man åbner øjnene, og kan høre ens vækkeur  ringe. Ingen ved hvor natten blev af, hvad der så at sige gik galt for tidsfornemmelsen. Jeg har prøvet det et par gange, og kan godt komme med et par gode foreslag, men den virkelige forklaring kender jeg ikke. Det er så godt jeg arbejder om aftenen. For så slipper man for at tænke over den slags.

Jeg elsker desuden ros. Og da jeg ikke kan få nok, vil jeg i det nye år, også selv begynde at rose. Mig selv. Sole mig i søde ord – dagen lang, uge efter uge, igen og igen. Og samtidig minde mig selv om, at det hele nok skal gå. Fremad.

Det er jo et nyt år. Jeg er blevet et år ældre, og det kan man jo godt komme til at grine-græde lidt stresset over.. Det har jeg nu ikke lige haft brug for. Men da jeg i mandags stod i Fakta, i noget meget ugyggeligt og skarpt lys, sagde  J, at jeg jo fakisk havde en del smilerynker der krøllede ved øjenkrogene.. Jeg tænkte, at jeg aldrig havde hørt noget så fornærmende, afleveret så mildt og med en så fin barnlig naivitet. MEN,  så var det pludselig som om, at jeg med et trylleslag, fik så rigeligt tid til at grine-græde på en stresset måde. Jeg sagde, at jeg ville smadre ham, og slog ham lidt på jakken..Og så tog vi hjem.. Men vores indkøbs – og øjen poser..

Jeg ønsker mig forresten masser af luksus og masser af lykke og masser af dyner her i 2010. Noget der kan gøre mig rigtig lykkelig, er nemlig, når jeg har husket at lægge mine dyner helt op af radiatoren, så de er temmeligt varme, når jeg skal sove. Og jeg bliver også ret glad, når jeg vågner, og ikke behøver at stå op. Jeg magter så lidt, den elendige fornemmelse, der rammer en, når man åbner øjnene, og kan høre ens vækkeur  ringe. Ingen ved hvor natten blev af, hvad der så at sige gik galt for ens tidsfornemmelse. Jeg har prøvet det et par gange, og kan godt komme med et par gode foreslag, men den virkelige forklaring kender jeg ikke. Det er så godt jeg arbejder om aftenen. For så slipper man for at tænke over den slags.

Jeg elsker desuden ros. Og da jeg ikke kan få nok, vil jeg i det nye år, også selv begynde at rose. Mig selv. Sole mig i søde ord – dagen lang, uge efter uge, igen og igen. Og samtidig minde mig selv om, at det hele nok skal gå. Fremad.

“Få nu en kæreste som ham her…” stod der ligefrem, i en facebook mail netop modtaget fra min mor. Af uvisse årsager har det undgået min opmærksomhed, at min mor bekymrer sig om mit kærlighedsliv i så alarmerende grad. I skrivende stund sidder jeg i min stue, efter min første vagt på teatret i år. Har sat mit “til-hagen-lange-hår” op i en sparsom hestehale, vasket make-up’en af og iført mig et par sorte natbukser, der er mindst 10 numre for store, og en stor t-shirt i en støvet blå farve. Tanken om, at der i min sofa skulle sidde en mand, som ham på billedet, forekommer mig komplet ude af proportioen. Kun når jeg er sammen med mine tolerante og nære venner, min bror eller mor, kan jeg med rolig og selvsikker opførsel, vimse rundt i omtalte outfit, uden den mindste form for betænkeligheder. Sad der derimod denne skønhed i min sofa, ville jeg straks suge maven ind, slå håret ud, og efter at have fjernet make-up’en lægge en ny diskret make-up, der kunne bevare illusionen om et ansigt, der ikke ligner noget fra en hønsekøds suppe, der har simret i timevis. Hvordan lykkes det mennesker at blive kærester? Og ikke bare date og kun se hinanden, når man har aftalt det, og haft god forberedelsestid til at barbere ben og få lidt liv i ansigtet. Hvordan finder men en, der elsker en, selvom man  kommer for sent til brunch på Istedgade, låner penge som man først betaler tilbage når man er blevet rigtig rig, og desuden taler alt for meget om sig selv? Jeg har ikke mødt ham. Eller måske har jeg, men ikke lige en jeg har det på samme måde med, i hvert fald. Mor – du sød.. Men jeg har faktisk selv sat et sæt strenge krav op, for at blive min kæreste: 1. Han skal have overfladisk charme. 2. Han skal være blevet svigtet af sin far i en tidlig alder. 3. Være god mod dyr (Ej, ok – fuck it!). 4. Have god smag, men ikke være for fin til en løbetur i Polle fra Snave-jogging sæt. 5. Le på stikord fra mine jokes (også dem andre ikke bryder sig om). 6. Aldrig sætte sofapuderne på en fimset måde. 7. ALDRIG, og jeg gentager: Aldrig, bruge selvbruner – en mand skal i min verden, vældig nødigt ligne en marokkopude. 8. Være begejstret for selv små ting, så som, at mælken ikke er for gammel, og at der kun var et meget lille lyst hår i middagsmaden. 9. Han skal have en skruetrækker, der passer i de greb jeg købte for et halvt år siden, til mit klædeskab. Er ved at være træt af det besvær, der møder mig dagligt, når lågerne binder mod skabet, og grebne ikke vil gribes. 10. Holde af mig, selvom jeg ved en pludselig indskydelse klippede en fælles voksdug til 350 kroner, om til en vindueskarms skjuler – nu med turkise stjerner.

Det hele startede, da telefonen ringede tidligt i morges. De fleste frygter jo sådan et morgenopkald, fordi man er bange for at nogen ligger for døden. Men ikke jeg. Jeg ved det er min agent, der konsekvent ringer mig op, før fanden får sko på. Idag ville hun sætte penge ind på min konto, så jeg stod op, og fandt mit dankort frem. Tjekkede  i samme stund min facebook og min mail, hvor jeg her fandt en såkaldt “uønsket” mail. Og det skal jeg da ellers nok lige love for den var. Jeg havde i løbet af natten modtaget en henvendelse fra min tjener chef, om at de fremover ikke  kan tilbyde mig nogle vagter. Jeg havde i november måned, skrevet et blogindlæg om en kunde, og det være sig en nedlandende en af slagsen. Det må man ikke. Selvom man havde vist den til en chef, som morede sig ganske fortrinligt, med kun få korrigeringer, som korrigeret var blevet, var dette den sidste uønskede mail fra tjener kontoret. Kunne ikke undgå at tænke, hvad der egentlig sker for folk? Har alle mistet deres humoristiske sans? (…) Og parantesen med prikkerne i, er min egen, for nu sætter kulden ligesom ind, og jeg vil nødigt bringe mig selv unødigt i fedtefadet. Igen. Man får ikke fred ved selv at gå til angreb. Mit ego havde bare sådan lyst til latterliggørelse af folks illusioner om ro, orden og symmetri. Bare fordi de holder af at leve et vandkæmmet Fred Perry liv, i en duftsky af trøffelolie og champange, skal jeg da ikke trampe på nogen eller noget.

Nuvel. Jeg er lige blevet fyret. Burde vel være en hulkende ung kvinde med momentan sindssyge, være forberedt på mindst en uges æde marathon, og tro jeg var en fugl og derfor æde min egen kropsvægt flere gange. Denne reaktion er imidlertid udeblevet. Fugl eller ej, fik jeg skrattet mig vej frem til dørtelefonen, fordi min ven A kom forbi til frokost. Da han havde fået nyheden, og jeg fortalte ham, at jeg var ved godt mod, og egentlig også følte mig lidt som Bambi på glatis i det der tjener liv, modtog jeg en sms. Da jeg sad på mit stuegulv og pudsede sko, bad jeg ham om, at se hvem der skrev. Det var et nummer jeg ikke havde kodet ind. Og imens beskeden blev åbnet, nåede jeg lige at sige, at det sikkert var en, der ville ansætte mig i et eller andet job.

OG… DET var det! Jeg kørte mig selv fuldstændig op i en feberrus, og var ved at eksplodere indefra af glæde over, blot få timer efter min opsigelse, at have noget nyt at tage mig til! Ville dog ønske det havde været min agent, og ikke min gamle chef i en tøjbutik, der skrev.. Men det er der heldigvis masser af tidlige morgener forude, der kan rette op på!

I sommers grillede jeg pølser i en baggård. Min veninde, N´s kæreste havde inviteret, og vi havde det muntert på denne lune sommeraften. Senere var der en ven, som trak mig væk fra grill-osen, pølser og kyllingelår. Og dá indså jeg, at jeg  ikke kunne stå imod hans voldsomme og ikke mindst overfladiske charme. Næste morgen kyssede han mig farvel, og forsvandt ud af mit liv. Og det er jo ikke det, der er mit problem. Men derimod de overraskelseselementer han kom med, i løbet af natten. Han var så grov, at jeg ikke troede det var muligt. Og fordi jeg ikke troede det var muligt, havde jeg slet ikke forberedt mig ordenligt, og anede ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Mine reaktioner er åbenbart ligesom oksekød.. De har ligefrem godt af at hænge lidt, før de nydes. Og nydt blev reaktionen så igår, nytårsaften i veninders lag.

A:”Har du OGSÅ været sammen med M?!”

Carla:”Ja!”

L: “Det har jeg sgu også!”

Han var utrættelig, og lige så gavmild med spyt (læs: I ANSIGTET!), som Jensens Bøfhus er det med spareribs. Hans begær spruttede som et romerlys, og der var ingen kære mor. Shit. Vi kiggede på hinanden. Sad dér ved middagsbordet, og så begyndte vi at le. Vi lo gjorde vi. Højt og længe. Otte kvinder sad vi, og råbte kampråb, klappede hænderne sammen og svor hævn. Der var jo i sin enkelthed tale om usund økonomi, en gal form for velgørenhed, hvor man blev spyttet i ansigtet, jo mere man selv pungede ud. Vi, og måske især jeg, har åbenbart en kedelig tendens til at forveksle kærlighed med længsel, og indså hér, at denne illusion har en svimlende selvudslettende virkning, og derfor må ophøre. Meget i strid med ovenstående, ser jeg disse piger, som unge kvinder, der bobler af suveræn overskud og magt. De går i tårnhøje

hæle, lægger make-up, som var der tale om decideret krigsmaling, og æder alle på deres vej. De har så mange kvaliteter, og det har jeg faktisk også selv. Hvis man skulle ønske noget seriøst med 2010, kunne det være, at man frem over skulle vifte med det hvide flag, og kalde selvudslettende forhold for overstået. Hvem ved, måske ender det med, at positive muligheder dukker op, og 2010 udvikler sig ud fra intentionen om at værdsætte sig selv.